+45 27122780 kontakt@lineromer.dk

I dag går jeg ind i 4. uge som selvstændig. Det er åbenbart lidt ligesom at være 13 og have sin første kæreste; man tæller uger, dage og timer. Havde du spurgt mig for bare 2 år siden, om jeg kunne forestille mig at blive selvstændig, ville jeg først have grint højt og dernæst med angsten i stemme have opremset alle de risici der er forbundet med den slags vanvid, hvor uoverkommeligt det er at sætte sig ind i moms og skatteregler, og hvor fuldstændig urealistisk det er at tro, at man ender med andet end søvnløse nætter og et stort fedt minus på kontoen. Nej tak!

Og alligevel står jeg så her i dag, og er pludselig selvstændig. Selvstændig. Jeg skal stadig lige smage på ordet.

Hvad er det så lige der er sket i mellemtiden? 2 ting (mindst). Den ene er, at jeg har fundet en passion og en mening i yogaen, som jeg gerne vil videreformilde. Den anden, og langt mere fundamentalt forandrende er, at jeg siden jeg blev færdig med min universitetsuddannelse og kom ud på arbejdsmarkedet, helt grundlæggende har mærket en nagende tvivl. Først var tvivlen lille, og blev hurtigt overdøvet af alle de kræfter jeg brugte på at holde mig oven vande som nyuddannet i TV-branchen, overdøvet af tvivlen på egne evner, en total overvældelse af kravene og hvor fuldstændig uforberedt jeg var, og ikke mindst noget der mindede meget om starten på et stressforløb, men som jeg heldigvis lige nåede at undslippe.

Efter det, landede jeg nogenlunde det, jeg vil betegne som mit drømmejob. Men den var der nu alligevel, den tvivl. En tvivl, der helt grundlæggende gik på; har jeg egentlig valgt det her liv til, eller har jeg bare fulgt strømmen?

Det har altid ligget i kortene, at jeg skulle på gymnasiet, så videre på universitetet; en bachelor og en overbygning, og så ellers ud og gøre karriere. Det har jeg faktisk aldrig sat spørgsmåltegn ved.

Jeg så hvordan mine venner, mine veninder og min familie fandt tilfredshed i deres jobs, i deres præstationer og hvordan de så fremad og havde drømme for deres arbejdsliv. Men selv havde jeg det sådan lidt; “Altså jo, det er da fint at gå på arbejde, men jeg vil hellere holde fri.” Og det på trods af, at jeg havde landet det job, jeg altid havde troet var drømmejobbet.

En kollega sagde engang til mig, at det faktisk ikke var så vigtigt for hende hvor meget hun fik i løn, hun nød sit arbejde. Jeg selv havde det lige omvendt; lønnen var SÅ vigtig for mig, og det handlede ikke om, at jeg havde et behov for at tjene mange penge, men min løn og sammenhængen mellem den og min tid fyldte enormt meget for mig, og stille og roligt, fandt jeg ud af hvorfor.

Jo længere tid jeg var på arbejdsmarkedet, desto mere gik det nemlig op for mig, at der var et helt grundlæggende spørgsmål, jeg ikke havde stillet mig selv, nemlig: “Er jeg indforstået med, at jeg vil bytte min tid og mine evner for penge? Og at det i sin allerreneste form er det, som et liv på arbejdsmarkedet handler om?”.

Wow.

Der var derfor penge, var så vigtige for mig. Eller rettere: Min tid var vigtigere for mig end penge, og det ville næsten være ligemeget hvor mange penge, jeg blev betalt for at lave et stykke arbejde, det ville aldrig være en høj nok pris, for min tid. For det jeg fandt ud af var, at jeg i virkeligheden ikke var villig til at sælge min tid og dermed mit dyrebare liv for penge.

Da hele det her spørgsmål meldte sig, var der rigtig meget der begyndte at ændre sig, men også at falde på plads.

Mit forbrug har ændret sig markant, for hver gang jeg køber noget unødvendigt, så ved jeg, at jeg skal afgive min tid, for at tjene de penge ind igen. Så nu vil jeg hellere undvære den ting.

Jeg drømmer ikke om et stort hus, en ny bil eller et nyt køkken, for jeg skal betale for det med min tid, og den er for dyrebar. Mit største mareridt er at køre på autmatpilot, og pludselig en dag vågne op i et dyrt hus, med en dyr bil og vilde forbrugsvaner, for at indse at nu SKAL jeg arbejde 40 timer de næste 20 år, for at have råd til det liv.

Med den indsigt begyndte noget af den frygt for at være selvstændig, som jeg skrev om i starten, at blive mindre.

For når nu jeg havde erfaret, at penge faktisk ikke var så vigtige for mig, så blev det også mindre vigtigt at tjene mange af dem. Og når nu jeg havde minimeret mit forbrug, så behøvede jeg heller ikke så mange af dem.

Nu er det vigtige for mig, om jeg bruger min tid og mit liv på noget, der giver mening for mig. Ja, jeg kommer til at være ludfattig, men det gør mig ingenting. Det gør mig heller ikke noget, hvis jeg skal have et caféjob ved siden af min yogavirksomhed, for der er jeg indforstået med byttehandlen. Der er det så reelt, at jeg tilbyder min tid og min arbejdskraft for penge. Caféjobbet er ikke, ligesom mit tv-job, noget, der skal opfylde en masse behov hos mig, udvikle mig, skabe identitet eller noget der skal give mig bekymringer, det skal simpelthen bare spytte lidt penge i kassen, så jeg kan betale mine regninger, og dermed frigive tid til det, jeg holder af, nemlig at undervise yoga.

Er jeg så bare “oplyst” nu, og alt ender lykkeligt? Nej da, det kommer til at blive en hård kamp. Kommer jeg aldrig til at ligge vågen om natten om bekymre mig om økonomi? Jo da, men det gjorde jeg også, da jeg var på arbejdsmarkedet. Vil jeg aldrig igen købe en ligegyldig ting? Selvfølgelig vil jeg det, men så længe automatpiloten er slået fra, når jeg gør det, så er det okay. Ligesom det er helt okay, at vælge det stik modsatte af, hvad jeg har valgt. For min automatpilot, er jo ikke den samme, som din automatpilot, hvis du overhovedet har en.

Vi er allesammen forskellige, og vi motiveres af forskellige ting, jeg har bare fundet ind til, hvad min sande motivation er, og det er så befriende. Måske er du på samme rejse, måske har du taget en fuldstændig modsat rejse, uanset hvad, så vil jeg meget gerne høre om det, så giv endelig dit besyv med i kommentarerne.

Så vil jeg forsætte med uge 3 + 1.