+45 27122780 kontakt@lineromer.dk

Rigtig mange af jer skriver til mig, fordi I drømmer om at tage en yogalæreruddannelse, men er i tvivl om det nu også er det rigtige, hvilken en I skal vælge, om I kan overskue det og især om I er dygtige nok. Derfor tænkte jeg, at jeg ville dele lidt om min rejse mod at blive yogalærer, samt svare på nogle af de spørgsmål, I har stillet mig på Instagram.

Hvor har du taget uddannelsen og hvor lang tid tog det?
Jeg tog min 200-timers uddannelse hos Lago CPH i København. Det var egentlig lidt tilfældigt, at jeg endte der, men jeg er så glad for, at det blev sådan. Noget af det, der var vigtigt for mig, var at uddannelsen tog lang tid, forstået på den måde, at jeg ikke havde lyst til at de 200 timer skulle gennemføres på 1 eller 3 måneder. Jeg ville gerne have tid til at lade den nye viden synke ind, til at udvikle mig og til at fordybe mig. Den her uddannelse tog vel ca. 8 måneder, og det var perfekt for mig. Der er et temmelig stort udbud af yogauddannelser, og de fleste af dem holder infoaftener, hvor du kan møde underviserne og høre mere om lige netop deres ‘take’ på en yogauddannelse, så mit råd er helt klart at besøge de forskellige steder, og så vælge den, der taler til dig.


Hvor god var du til yoga inden du startede og blev du meget bedre

Jeg tror (og jeg beklager, hvis det er helt off), at det her spørgsmål inderst inde lyder noget i retning af; “hvornår ved jeg, om jeg er god nok til at tage en uddannelse, og hvis jeg ikke er ‘god nok’, når jeg så at blive det undervejs?”
Alle uddannelser har forskellige holdninger til, om du skal have praktiseret i nogle år, før du starter på uddannelsen, eller om du gerne må være rimelig grøn. På mit hold dækkede vi hele spektret fra nogenlunde nybegyndere, til hard core yogis, så min oplevelse er, at du kan tage en uddannelse, så snart du kan mærke, at lysten er der. Husk på, det er en uddannelse. Det er meningen, at du skal lære noget, du ikke ved. Det er ikke meningen, at du skal vide det hele på forhånd, så giv dig selv lov til at hvile i den tilstand. “Jeg går ind til det her, fordi der er noget jeg ikke ved eller kan, men jeg vil gerne lære det”. Alle på din kommende yogauddannelse vil være et forskelligt sted i deres praksis, og du behøver ikke at sammenligne dig med dem, selvom det er svært. Du er dig, og du er lige der, hvor du skal være i din rejse. Jeg kan love dig for, at jeg blev både klogere og fordybede min praksis under min uddannelse, og det kom sig primært af at øve sig, øve sig og øve sig.

Følte du dig klar efter uddannelsen til at undervise
Jeg føler, at det at modtage viden og information, og så formidle den viden bagefter, er to forskellige ting. Det, du får på en uddanelse er viden. Men det at formidle det til andre, det kommer efter uddannelsen. Så jeg vil sige, at jeg følte mig klar, men jeg var ikke en god underviser, da jeg afsluttede min uddannelse. Og derfor kommer her det mest irriterende mor-agtige svar; den bedste måde, at blive god til at undervise på, er at springe ud i det og øve dig. Du kan jo starte i det små. Lav yoga for dine veninder hjemme i din stue, lav nogle korte meditationsøvelser med dine kollegaer, måske får du lyst til at udvide til at lave yogaklasser for dem også, og lige så stille øver du dig og får mere erfaring med at undervise.

Det er de færreste, der bare nailer ALT fra starten, men med øvelse bliver du hurtigt bedre. Det er sygt nervepirrende, I know, for vi mennesker vil jo gerne undgå skræmmende og usikre situationer, så det er fristende at begrave sig i bøger, overtænke og planlægge, for at undgå at komme til at begå fejl, og nogengange kommer vi slet ikke ud over stepperne, fordi frygten bliver for stor. Se, om du kan rumme den frygt, måske kan du grine af dig selv, når det kokser lidt, og så kan du bagefter nyde, at du er blevet lidt klogere og en erfaring rigere. Det går hurtigt, det lover jeg.


Man skal selv kunne meget, i tilfælde af, at ens elever kan meget, altså man skal være bedre en sine elever.

En klassisk underviser-fælde, som mange af os kan komme til at falde i, er at tage flere og flere uddannelser, i håbet om at komme til at vide alt og kunne alt, så vi har alle svar parat til vores elever, hvilket dybest set handler om, at vi gerne vil være sikre på, at vi er gode nok. Det er fristende, fordi det kan føles som en tryghed, men medmindre du er lottomillionær, er det ikke en bæredygtig vej at gå. Der vil helt sikkert være elever, som har praktiseret længere end dig, der vil også være elever, der oplever dig som den dygtigste yogi de nogensinde har set. Der vil være elever, der synes din undervisning er alt for nem, og der vil være elever, der står helt af, fordi den er alt for kompliceret. Summasummarum: Du KAN ikke gøre alle glade, og det er ikke dit job. Dem, der kan lide din undervisning, vil komme igen og igen, og dem, der ikke kan, finder en anden yogalærer. Du kan ikke være alle yndlingslærer, du kan bare være dig, perfekt som du er.


Hvordan bliver man mentalt klar til at træde ind i rollen som underviser og hvordan øver man sig i det?

“At blive mentalt klar” er et vidt begreb, for mig handler det nok om at øve mig i at kunne rumme følelser af frygt og nervøsitet op til og under en undervisning, og samtidig have en god undervisningsoplevelse. Det lykkes langt fra hver gang. Jeg kan have gjort alt muligt for at blive mentalt klar til en undervisning, føle mig helt i zen, og så kan jeg alligevel have en dårlig oplevelse. For mig handler det helt grundlæggende om, at jeg er bange for, at folk ikke kan lide mig. Altså at jeg er bange for, at jeg laver en ‘dårlig’ klasse, og at folk dermed synes jeg er en dårlig underviser. Det er virkelig et stort pres, at lægge på mine egne skuldre. Og virkelig ikke særlig smart. For alting kommer ikke til at gå, som du havde forventet. Du kommer til at bytte rundt på højre venstre, du kommer til at guide en sekvens, hvor du kan se at dine elever er stået helt af, du kommer til at sige noget værre sludder, og det gør dig hverken til en dårlig lærer eller menneske.

Så hvad kan du gøre, for at forberede dig på det? Jeg har nogle helt klare aftaler med mig selv: Hvis jeg får begivet mig ud i noget værre rod, og det hele kokser lidt, så skal jeg bare grine af det under klassen. Pyt! Og hvis jeg har lavet en klasse, som jeg ikke er tilfreds med, og jeg kan mærke, at jeg projicerer min egen usikkerhed over på eleverne (“de synes tydligvis at min klasse var dårlig”), så spørger jeg simpelthen folk efter klassen, om de kunne lide det og om de fik noget ud af det. For det kan godt være, at du har lavet en “fejl”, men jeg kan garantere dig for, at det fylder mere for dig, end for dine elever. Udover det er mit råd, at du bare skal være dig selv. Lettere sagt en gjort, men det er nemt at fortabe sig i tanker som ‘hvad forventer mine elever af mig?’ og ‘hvad gør de andre?’. Tag udgangspunkt i, hvad DU synes er fedt og hvad DU kan lide, og undervis så derfra. Og se så, om du kan finde en ro i, at du ikke kan kontrollere hvad der derudover sker, så skal det nok gå. Og så lover jeg i øvrigt, at nervøsiteten fortager sig, jo mere erfaren du bliver.

Er det mere undtagelsen end reglen, at uddannelserne er lødige, det vil sige undgår at bygge på new age, eller er de allesammen hullubulu?
Jeg elsker det her spørgsmål, fordi det virkelig får mit ego til at stikke hovedet frem, og det er som regel et tegn på, at der er noget at tage fat på. Jeg synes spørgsmålet er svært at svare på, fordi din version af “hullubulu” helt sikkert ikke er den samme som min. Jeg kan godt lide lidt “hullubulu”. Når det så er sagt, så har jeg jo kun taget én yogauddannelse, jeg har ikke prøvet dem alle, og kan derfor kun tale ud fra min egen oplevelse. Jeg oplever, at der er et meget højt fagligt niveau blandt yogalærere og en meget høj ambition om at undervise sikkert udfra så stort et fagligt fundament som muligt. Der er et hav af uddannelser, og dermed er konkurrencen også stor, altså er det ikke en god forretning at udbyde en lidt halvsløj uddannelse. Du kan helt sikkert finde uddannelser, som er mere spirituelle og ‘new age’ end andre, ligesom du kan finde uddannelser, som er meget klassiske. Mit råd er, igen, at tage kontakt til de forskellige uddannelsessteder og luft din bekymring. Sig højt hvad dine forvetninger er, vær ærlig omkring dem, og så kan du ikke gå helt galt i byen. Og hvis jeg så ydermere må tillade mig at være lidt fræk, så vil jeg invitere dig til måske at være åben for bare en smule “hullubulu”, også selvom det ikke helt er din stil. Jeg oplevede nogle ting på min uddannelse, som jeg ikke helt kan forklare, og som jeg ikke ville have været foruden.

Jeg håber, det var svar på jeres spørgsmål, har du flere, er du velkommen til at skrive dem i kommentarfeltet.