+45 27122780 kontakt@lineromer.dk

Om lidt er 2018 forbi, og vi bevæger os langsomt men sikkert mod et nyt år. Denne workshop er en mulighed for at give slip på året, der snart er forbi, og byde et nyt år velkommen.

Min intention med workshoppen er at skabe et trygt og nærende rum, hvor du kan komme ligesom du er, og hvor der er plads til hele dig med alle dine følelser. Jeg ønsker at skabe en eftermiddag med ren selvforkælelse og kærlighed, og hvor der absolut ingen krav er til dig og hvor du bestemt ikke skal præstere.

Gennem 3 timer vil jeg på forskellig vis sætte rammerne for at give slip og åbne op. Du vil blive guidet gennem nærende yoga, der har til formål et give dig mulighed for at give slip på det, der ikke tjener dig mere, og åbne dig op for alt det gode, du har i vente. Du vil blive guidet igennem meditation og åndedrætsøvelser, og så vil jeg tage en lille håndfuld skriveøvelser med, som skal hjælpe dig med at skrive dig tættere på dig selv, reflektere over året, der er forbi, samt sætte intentioner for det nye år. Der vil også være tid til en nærende savasana, hvor jeg vil bruge berøringsteknikker til at få dig dybere ned i afspændingen (er du helst fri for massagen siger du selvfølgelig bare til, det er helt og aldeles okay). Der vil også være mulighed for at inddrage æteriske olier, som en måde at understøtte temaer og stemninger på, men igen, hvis du helst er fri, så send mig en mail, og så undlader jeg dem. Der er en del parfumeallergikere, og det skal selvfølgelig ikke være en hæmsko for at kunne deltage.

Der er ingen krav til din yoga-kunnen, og vi vil ikke dyrke yoga i 3 stive timer. Workshoppen vil være en blanding af yoga, guidet meditation, åndedrætsøvelser, skriveøvelser, intentioner og generel selvforkælelse.

Kom som du er, og lad os sammen binde en fin sløjfe på 2018.

HVOR OG HVORNÅR
Workshoppen foregår søndag d. 16. december fra kl. 10-13 i de dejligste yogalokaler hos Soul Fitness i Skindergade. Hvis du skal til julefrokost dagen inden, så kom endelig og få plejet dine tømmermænd med kærlighed.

PRIS
Workshoppen koster 350 kroner, og du sikrer dig en plads ved at overføre beløbet med mobielpay til mig på 27122780. Har du ikke mobilepay kan du blot sende mig en mail, så klarer vi det på anden vis. OBS: Der er kun 12 pladser på denne workshop. Pengene gives ikke retur medmindre workshoppen aflyses. Hvis du bliver forhindret er du selvfølgelig velkommen til at give din plads til en anden.

PRAKTISK
Medbring behageligt tøj, som du kan bevæge dig i, samt en notesbog og noget at skrive med. Der vil være en pause, hvor du kan få en kop the og lidt snacks undervejs.

Har du spørgsmål er du mere end velkommen til at sende mig en mail på kontakt@lineromer.dk.

Jeg håber, vi skal bruge en eftermiddag sammen.